I'm done..

Kender I det med, at man bare ikke kan mere? At man bare får den ene efter den anden ting smidt lige i hovedet? At man prøver at holde hovedet oppe, men bare smadrer det ned i bordet, fordi man synes, at nu er det bare nok? Det er forfærdeligt. 
Hjælpe folk, som ikke værdsætter det, hvor man bare bagefter sidder og tænker: "Jamen selv tak da?" 
Hele tiden få at vide, at det man gør er forkert. Når man snakker, skal man holde kæft, og når man er stille, skal man sige noget?
Føle sig alene og forladt. Se pigerne følges ad hjem fra skole fordi de kan, mens jeg bare sidder på en bænk og venter på min bus og tænker: "Bare det var mig".
Høre dem snakke om at være sammen en af de følgende dage og bare kigge ned i bordet og tænke: "Bare det var mig".
Bruge en masse tid på at hjælpe folk, og så de bare klager over det.
Til sidst giver man bare bare op og så kommer tanken: 

"Hvorfor er jeg her overhovedet?"

Selvværd: "Et individs selvværd udvikles gennem hele livet, men grundlægges i det væsentligste i de tidlige barneår. Oplevelser der af barnet tolkes som ikke at være værdsat, skaber lavt selvværd."

De tre linjer siger vidst en del om min tidlige skoleår.
Troede alt var blevet bedre, men sandheden er, at det er nøjagtig det samme. Jeg er stadigvæk den pige, der kunne forsvinde, uden folk ville lægge mærke til det. Stadig den sidste folk ville spørge om noget. Nej det er ikke helt rigtigt. Jeg bliver tit spurgt om lektier. Fedt hva'?
Jeg værdsætter virkelig de veninder jeg har. Men når de så allesammen har travlt med arbejde, fritidsinteresser, veninder og kæreste.... så bliver det hele bare, så ensomt.
Jeg ved slet ikke hvordan, jeg skal slutte det hele af. Den her blog giver bare mening for mig. Jeg kommer ud med det, som folk i min hverdag ikke gider høre på. I skal vide, at det betyder rigtig meget for mig, at I vil bruge jeres tid på at læse den her blog, og især hvis I vil kommentere på den. Og forhåbentlig har jeg fået mit budskab igennem.