Aldrig mere stilhed..

Det er en forfærdelig tanke! Tanken om at jeg aldrig mere kan cykle en tur, stille mig et sted og så bare nyde stilheden. Tanken om, at når jeg ligger i min seng og enten vil sove eller tænke en masse, vil der aldrig mere bare være en dejlig stilhed. Den er væk. For altid. Når der er larm omkring mig er det det jeg hører, men er der stille omkring mig, er der bare larm i mit hoved. Jeg har mest lyst til at sige at jeg bliver sindssyg af det (for så træls er det) men jeg må vel bare lære at leve med det!

Noget jeg før fandt så meget glæde i, er nu væk. Taget fra mig. Og jeg ved ikke hvorfor..