"De værste sår er dem der ikke bløder"

Jeg ved godt klokken er mange og at jeg burde gå i seng, men har for mange tanker i hovedet.

Kender i følelsen af at have en inderlig lyst til at skrive til en person I holder meget af, men samtidig vide at den person har såret en så meget at man er for stædig? En person man var vant til at skrive med dagligt og så blev der pludselig et tomrum. Når man så logger på facebook og ser han er på, bliver man virkelig fristet til at skrive, men man siger til sig selv at det må være ham der burde skrive. I stedet kommer man til at læse en masse gamle samtaler igennem - både de gode og de dårlige.

Jeg startede med at blogge fordi jeg havde brug for at få mine mine tanker og følelser ned på skrift og læse om andre teenageliv. Det var mit eget lille univers. Så fik jeg en masse søde kommentarer og af en eller anden grund skiftede jeg over til bare at skrive om min hverdag? Jeg var vel bange for en folk ville kommentere noget dårligt? Nu kommer der ikke så mange kommentarer længere, og jeg føler igen at jeg sidder i mit eget lille univers. Men den her gang er det ikke at godt univers. Jeg er desværre den slags person der har brug for at blive accepteret. Jeg ved godt folk siger at man bare skal lukke ørerne for alt det dårlige folk siger. Men det kan jeg ikke. Jeg får tit at vide at jeg tager ting personligt, og det gør jeg også. For når folk siger noget dårligt om mig, tager jeg det til mig for at prøve at gøre det bedre. Jeg ved ikke om jeg er blændet af tanken om at være perfekt? Jeg har aldrig været det, et det ikke, og bliver det heller aldrig! Jeg har sagt mange ting som jeg i dag fortryder. Mange ting som måske har ændret folks syn på mig, og det er det der ærgrer mig mest...